2007

Stig indledte år 2007 med den snart obligatoriske nytårskoncert i Ballerup Super Arena, hvor han igen optrådte med Simone. Det skete 7. januar.

I udgangen af 2006 overraskede Stig jo alle med oplysningen om, at han stillede op til de danske Melodi Grand Prix 2007. DR havde valgt at afvikle dette projekt over hele 3 aftener. Den første semifinale fandt sted 26. januar i Holstebro (uden Stig), og den 2. semifinale var i Aalborg 2. februar og selve finalen fandt sted i Horsens 10. februar. Alle 3 programmer blev selvfølgelig sendt i den bedste sendetid. Der var spænding til det sidste, og det blev da også til en flot tredjeplads med nummeret ”Så nær som nu”, skrevet af Ivar Lind Greiner. Sangen røg efterfølgende ind på Dansktoppen, hvor den længe lå flot placeret.

Marts var en aktiv koncert måned. Først var Stig gæst ved indvielsen af det nye musikhus i Svendborg og Esbjerg Musikhus’ 10 års jubilæum. Herefter blev det til 2 succesrige koncerter i Sønderborg og Vejle, hvor gæsterne fik ”Den amerikanske koncert” med Bob Ricketts og hans orkester. Denne koncert var jo en dundrende succes i USA og det danske publikum var heldigvis lige så begejstrede som amerikanerne.

Stig valgte i foråret at genudgive CD/DVD boksen”This Is The Moment”, med live koncerten fra Tivoli i maj 2004. Denne boks blev oprindeligt kun præsenteret og solgt ved Stigs koncerter. Genudgivelsen blev en stor succes og lå på salgshitlisten i mange uger.

April bød på en gospel koncert, bl.a sammen med koret Unity i Ølstykke samt 3 tenorkoncerter i Horsens, Aalborg og Odense med bl.a. Susanne Elmark, Kurt Ravn, Kenneth Ørsøe samt dirigent Frans Rasmussen og Slesvigske Musikkorps. Disse koncerter var arrangeret af ASF – Dansk Folkehjælp, og overskuddet gik ubeskåret til en ferieoplevelse for socialt udsatte børn i Danmark. Koncerten i Horsens blev i øvrigt optaget af DK4 og vist d. 29. December.

Maj bød på en gæsteoptræden i programmet ”Gu’ske lov du kom”. Episoden blev vist på TV3 den 25. maj. Det var også i maj måned, at lokal TV Midt-vest optog Stigs foredrag ”Kys rutinen”. Udsendelserne blev efterfølgende programsat til oktober måned, hvor foredraget blev rost som flot, nærværende, relevant og underholdende.

1. juni var der igen en chance for at se og høre Stig optræde med Simone. Kolding afholdt Cartoon festival, og det var jo en oplagt mulighed for at præsentere de mange Disney numre, som Stig og Simone har sunget sammen og hver for sig.

Temaet ved årets slotskoncerter i august var ”The Very Best of Andrew Lloyd Webber”. Der var lagt op til et topmøde mellem nordens garvede fortolkere og Stigs indgående kendskab til Andrew Lloyd Webbers repertoire betød, at han var et oplagt emne som solist.

I september stod der USA på programmet! Drømmen om et amerikansk gennembrud er absolut ikke lagt på is, og der kommer fortsat mange henvendelser derovre fra. Stig har nu fået en ny agent og 6. og 7. september var der arrangeret 2 showcases i Columbus, Ohio i forbindelse med en stor konference for musikbranchen. 28. september gik turen igen til USA. her var der planlagt endnu en showcase, denne gang i Louisville, Kentucky og der var nu tale om en endnu større konference, hvor mange indflydelsesrige agenter var til stede. Alle 3 showcases fik forrygende respons fra publikum og der arbejdes nu med at planlægge to turnéer for 2008 og 2009. Læs Stigs egen beretning fra turen ”her”

Ind i mellem blev der lige tid til at gæsteoptræde ved ASF – Dansk Folkehjælps Gallashow, der fandt sted i Tivolis Koncertsal 9. september.

Stig overraskede sit publikum med udgivelsen en helt ny CD 12. september. Cd’en har fået titlen “Sange til hende” og består af 14 nyskrevne, dansktekstede sange om mænd, kvinder og kærligheden. Det er en cd med bid og vid, humor og glimt i øjet. Nummeret ”Du er for lækker” fra Cd’en kom ind på Dansktoppen og opnåede en 7. plads som højeste placering.

Oktober bød på både koncerter og foredrag. Først var der indvielsen af Arena Fyn, hvor der blev budt på en imponerende solist liste. Herefter havde Færøerne sendt bud efter Stig, og hans koncert i Torshavn 20. oktober var totalt udsolgt. Der var arrangeret to åbne foredrag i Taastup og Brøndby og måneden sluttede med en kirkekoncert i Glostrup. Stig fik tilbudt endnu en gæsteoptræden i programmet ”Gu’ske lov du kom”. Episoden blev vist den 10. november.

I november var der mulighed for at opleve endnu et åbent foredrag i Middelfart, hvorefter der nu skulle fokuseres på årets julekoncerter. Der blev igen slået rekord i år med hele 29 julekoncerter rundt i landet. Årets gæstesolist var Christina Boelskifte, som de fleste vil genkende fra Stigs koncerter, da hun regelmæssigt optræder som hans backing sanger. Der var også i år mulighed for en ekstra julegave, idet jule cd’en “Når du ser et stjerneskud” fra 2006 nu blev udgivet med bonus nummeret ”Du løfter mig”, skrevet af Erling Møllehave.