2013

Årets første opgave var allerede 5. januar, hvor Stig optrådte som gæstesolist ved et stort anlagt gallashow på Vejle Musikteater, i anledning af deres 20 års jubilæum.

Herefter kastede Stig sig over i en hel anden boldgade, nemlig klassisk skuespil. Han havde fået tilbudt rollen som godsejer Pozzo i Samuel Becketts klassiske teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”, instrueret af Morten Grundwald. Stykket havde premiere på Hvidovre Teater 11. januar og allerede 12. januar drog teater ensemblet ud på en landsdækkende turné frem til 22. februar, for så at vende tilbage til Hippodromen i København og spille frem til 27. marts. Både rollen og teaterstykket fik fine anmeldelser og affødte en del medie aktivitet.

10. marts løftede Århus Teater sløret for den spændende nyhed, at Stig igen skulle spille Jean Valjean. Teatrets store satsning i foråret 2014 bliver musicalen Les Miserables med Stig i hans jo nok mest kendte musical rolle.

Ind i mellem teater forestillingerne blev der lige plads til et par Stig og vennerne koncerter i Sæby og Ringsted, og More Jacks teaterkoncerten blev fundet frem for en ganske kort bemærkning, da kvartetten optrådte for et tætpakket publikum på Holbæk Vandrehjem 3. maj.

Stig sneg også en enkelt intim koncert på Odder Parkhotel og en Stig og vennerne koncert ind i kalenderen i starten af maj, og i starten af juni var der booket to ekstra ”Mens vi venter på Godot” forestillinger på Hippodromen ind i kalenderen.

Resten af juni, juli og august bød Stig blandt andet på mange flere Stig og vennerne koncerter, to John Mogensen koncerter i Vissenbjerg på Fyn og på det berømte Brundby Hotel på Samsø, samt flere open air koncerter, bl.a. herregårdskoncerten på Lynderupgård nær Viborg, hvor Stig havde en dobbelt rolle, idet han optrådte både som solist og sammen med Stig og vennerne.

27. august kunne Stig også findes blandt gæstesolisterne ved åbningskoncerten for Aalborgs kultur, sport og mode festival ”Aalborg i Rødt”.

31. august kunne Stig også findes som ”speciel gæst” i forbindelse med Skagen 600 års købstadsjubilæumsfest.

25. september modtog Stig Wauw-prisen på 30.000 kr. for hans rolle i teaterstykket ”Mens vi venter på Godot”. Denne pris uddeles af Laruritzen Fonden til en skuespiller, som giver en overraskende præstation; man ikke havde forventet. Prisen gives til en etableret skuespiller, som optræder i en helt uventet type rolle og priskomitéen udtrykte stor begejstring for hans ”skifte” fra sanger til skuespiller.

Stig blev i efteråret udfordret med endnu en rolle på de skrå brædder, denne gang i den helt nye musical ”Fregatten Jylland”, der var instrueret af Daniel Bohr, skrevet af forfatteren Thomas Høg og med musik af Kim Sørensen. Stig havde hovedrollen som kaptajn Holm og hele historien foregik omkring fregatten Jylland og slaget i 1864. Musicalen turnerede i hele landet, inklusiv en enkelt afstikker til Tyskland, i perioden 19. september til 22. oktober.

Et par koncerter var også booket i løbet af efteråret, ind i mellem rollen som kaptajn Holm. Det blev blandet andet til en koncert med pianist i Esbjerg, 2 koncerter med Stig og vennerne i henholdsvis Skibbild ved Herning og i Linstow, Tyskland, en omgang ”Four Jacks” i forbindelse med en byfest i Odense, samt en John Mogensen koncert på Holbæk Vandrehjem.

14. november præsenterede Århus Teater deres repertoire for foråret 2014. Stig var til stede og gav smagsprøver fra musicalen Les Miserables. Gæsterne kunne derfor opleve, hvordan musicalens vel nok mest kendte nummer ”Bring Him Home” lød i det smukke gamle teater.

Kort før starten af årets julekoncert turné præsenterede Stig sit publikum for en ny Cd med titlen ”Julens Stemmer”. Cd’en indeholder elleve sange fremført ”a capella”. På ti numre synger Stig sammen med sit velkendte kor fra julekoncerterne, og titelnummeret synger han sammen med Danmarks Radios pigekor.

Traditionen tro blev julekoncert turneen indledt med en enkelt kirkekoncert i slutningen af november, hvorefter den generelt meget populære og som regel udsolgte turné blev afviklet. Dette år bød på et gensyn med det nu 15-årige sangtalent Thomas Meilstrup som gæstesolist.