2014

DR havde så stor succes med Disney koncerterne på Ledreborg i 2011, at de fulgte succes’en op med en række nytårskoncerter med samme tema. Stig var derfor godt booket op med dette projekt i det meste af januar måned.

1. februar prøvede Stig lige andre kræfter på Århus Teater, da han gav sit populære foredrag ”Livet skal ikke leves på autopilot” på den mindre scene Scala.

Herefter blev der sat fuldt blus på prøverne til musicalen Les Miserables. Der blev lige plads til fire Stig og vennerne koncerter, men ellers var der fuld koncentration på igen at finde formen til at spille Jean Valjean. Musicalen havde premiere på Århus Teater 21. marts.

Som bekendt har Stig spillet Jean Valjean et rekord stort antal gange og rigtig mange steder på kloden, men det blev i Århus at han rundede endnu et magisk tal. Forestillingen på Århus Teater tirsdag 15. april 2014 blev aftenen, hvor Stig rundede forestilling nr. 1500 og det blev blandt andet markeret med et stort opbud af tilskuere udenfor teatret efter forestillingen, hvor der blev udleveret små franske flag og serveret boblevand til alle. Der blev holdt taler fra balkonen, hvor også Stig selv holdt en takketale. Dette jubilæum betød da også et stort medie fokus på Stig og forestillingen, med rigtig mange interviews både før og efter jubilæumsdatoen.

Musicalen Les Miserables blev en kæmpe succes både for Stig og Århus Teater. Spilleperioden blev forlænget flere gange, med allersidste forestilling 24. maj. Sæson forlængelserne resulterede i, at Stig lørdag 26. april først gennemførte en eftermiddags forestilling på Århus Teater, hvorefter han lige måtte med helikopter til København, for at nå at være med i showet
”Top Charlie i Parken”, hvor Stig og vennerne skulle spille.

Kort før påsken udgav den danske del af den religiøse sammenslutning OSMTH bogen Påskens salmer, og her kan Stig findes som gæstesolist på en dobbelt cd udgivelse, der er en del af bogen. Stig optrådte i samme forbindelse i starten af april ved to kirke koncerter i henholdsvis Århus og Fredericia.

TV kanalen DR K havde købt rettighederne til at vise den prisbelønnede teaterforestilling ”Mens vi venter på Godot” med Stig, og stykket blev sendt Påskelørdag 19. april.

Der blev igen lige tid til to Stig og Vennerne koncerter, samt en solist optræden i forbindelse med årets Tartelet Festival i Odense, hvorefter Stig nu koncentrerede sig om planerne for hans 25-års jubilæumskoncert. Stig kunne faktisk fejre sit 25 års kunstner jubilæum allerede i 2013, hvor starten helt præcist var februar 1988, i forbindelse med det Danske Melodi Grand Prix, sangen ”Vi danser rock og rul”, og det efterhånden berømte araberspring ind på scenen. Da der ikke var plads i kalenderen til at holde jubilæum i 2013, så blev det i stedet markeret ved en stort anlagt koncert 19. juni i Koncerthuset i Odense hvor Stig blev fejret af mange kolleger og et stort publikum. Showet er efterfølgende blevet vist flere gange på TV2 og TV Charlie.

Stig vendte tilbage til det velkendte i juli, august og september, nemlig mange udendørs koncerter, både solo og som Stig og vennerne. Det blev også til en kirkekoncert i Tved Kirke samt fire små, men absolut populære udendørs koncert arrangementer på Bornholm.

17. august var Stig igen både solist og konferencier ved åbningen af årets H.C. Andersen Festival, hvor også overrækkelsen at årets litteraturpris fandt sted.

Ved to koncerter 22. og 23. august i Glassalen i Tivoli blev et andet velkendt koncept genoplivet, nemlig koncerten ”Voices”, hvor Stig hylder nogle af de største mandlige stemmer gennem tiden, afdøde såvel som nulevende: Nat King Cole, Frank Sinatra, Elvis Presley, Eric Clapton, Stevie Wonder og Tom Jones.

Det blev også til en omgang Sommersang i Mariehaven hos Helge Engelbrecht 31. august, en gæsteoptræden ved et galla show på Nykøbing Mors 4. september, og også en udendørs koncert i Rønde 6. september i forbindelse med et ”Stafet for Livet” arrangement, der støtter Kræftens Bekæmpelse.

TV kanalen TV Charlie fejrede sit 10-års jubilæum med show og Tv-optagelse i Århus Musikhus 25. september, hvor Stig optrådte som solist. Samtidig blev der lavet optagelser til et nytårsshow, hvor Stig også var med. Jubilæums showet blev vist 4. oktober, og nytårsshowet var naturligvis et populært indslag nytårsaften.

Stig var gæstesolist ved Tivoli Promenade Orkesters ”Last Night of the Proms” koncert i Tivolis Koncertsal 27. september.

De evigt populære More Jacks blev også fundet frem igen, blandt andet på Holbæk Vandrehjem i september og i Århus og Hjallerup i november måned.

Danmarks Radios upopulære beslutning om at nedlægge Radiounderholdningsorkestret affødte 26. oktober en støttekoncert, til fordel for bevarelsen af orkestret. Den fandt sted i Vega i København, hvor Stig var en blandt mange solister. I øvrigt var Stig efterfølgende en aktiv del af gruppen, der arbejder for at bevare orkestrets eksistens.

En enkelt TV gæsteoptræden blev det også til, da Stig var gæst i TV showet ”Breinholt og Venner” 31. oktober.

Der blev også tid til en pæn portion Stig og vennerne koncerter i efteråret, indtil en kirkekoncert i Rødding Kirke ved Spøttrup 26. november satte gang i årets juleturné. Gæstesolisten denne gang var den populære danske sangerinde Maria Lucia og denne gang indeholdt turnéen også en koncert i Flensborg, Tyskland.

I december kunne Stig afsløre, at der er endnu et ”Four Jacks” kapitel på vej. De 4 populære herrer Keld Heick, Jesper Asholt, Jesper Lohmann og Stig vil i september og oktober 2015 turnere med koncerten ”Four Jacks for altid”.