2015

Årets koncertkalender blev åbnet med nytårskoncert i en stuvende fuld Faxe Kirke, hvor publikum kunne nyde alt fra musicalhits til gospel med favoritter fra bl.a. Don McLean, Elvis og Erling Møllehaves smukke oversættelse af Josh Grobans ”You Raise Me Up”.

Januar måned blev afsluttet med manér, da Stig & Vennerne for fjerde år i træk kunne opleves ved den traditionelle koncert i Syvstenhallen i Sæby.

Ved endnu en kirkekoncert i februar kunne publikum nyde et genhør med Isabel Schwartzbach, da hun og Stig sang sammen i Hellig Kors Kirke i Jyllinge. Året før stod de to på scenen sammen i Århus Teaters opsætning af Les Misérables, hvor Isabel spillede rollen som Cosette, dvs. fosterdatteren til Jean Valjean, som naturligvis blev spillet af Stig.

Foråret bød på en række koncerter med Stig & Vennerne, hyldest af John Mogensen og endnu en kirkekoncert. Stig kunne også opleves ved årets Mærke Festival i Vejen, hvor han i sin egenskab af ambassadør for Julemærkefonden indtog rollen som dagens konferencier. På scenen kunne Stig desuden opleves sammen med den dengang 14-årige Daniel Hersig, som samme år deltog i TV-programmet Danmark har talent.

9. maj var der dømt dansktop-fest, da Stig & Vennerne optrådte ved Top Charlie i Parken. Koncerten blev vist på TV2 Charlie fredag d. 15. maj. Sommeren igennem kunne Stig & Vennerne også opleves ved diverse udendørskoncerter på markeder og ved Vordingborg Festuge, hvor de sluttede ugen af med et brag af en koncert på Slotstorvet.

I uge 29 gik turen til Bornholm, hvor Stig gav fire stemningsfulde koncerter ved Pandekagehuset i Gudhjem. De hyggelige sommerkoncerter på den lille scene med klippevæg som bagtæppe tiltrak igen i år både lokale og turister.

Sommerkoncerterne i august var i en noget større skala, da Stig kunne opleves sammen med Maria Lucia, Frederikke Kampmann og Ålborg Symfoniorkester i Aalborg, Pandrup, Hjørring og Hobro. Her kunne publikum nyde et udvalg af de absolut største musicalhits i nyere tid.

Som varslet ved udgangen af 2014 bød 2015 på endnu en efterfølger til teaterkoncertsuccesen om Four Jacks. I den forbindelse kunne de fire nye Jacks, Stig, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick opleves i Aftenshowet på DR 1 d. 19. august, hvor de fortalte om deres nye show, Four Jacks for altid.

Det tredje show i rækken havde premiere på Bellevueteatret d. 8. september, og denne gang havde de fire samlet alle de største hits i den ultimative Four Jacks-oplevelse. Det var endnu engang Peder Kragerup, der stod i spidsen som kapelmester for de dygtige musikere, som akkompagnerede. Ligesom de to foregående shows blev også dette tredje show en stor succes, og der blev spillet for fulde huse helt frem til slutningen af oktober.

Mellem Four Jacks for altid og den traditionsrige juleturné var der lige tid til endnu en optræden med Vennerne, en kirkekoncert, en intimkoncert på Hotel Royal i Århus og endnu en velgørenhedskoncert, som denne gang blev afholdt i samarbejde med Odense Postorkester.

21. november blev årets juleturné skudt i gang på Nykøbing Falster Teater i selskab med dette års gæstesolist, Simone Egeriis. Hele 30 julekoncerter nåede det at blive til, inden turnéen og året blev rundet af med tre koncerter i Brændkjærkirken i Kolding.