2016

Smukke nytårskoncerter med Tivolis Promenadeorkester og med Stig, Trine Gadeberg og Maria Lucia som solister skød 2016 i gang. Koncerterne kunne opleves flere steder på Sjælland og Falster, inden turen gik til Jylland, Fyn og Bornholm.

Lørdag den 6. februar kunne Stig opleves i selskab med de øvrige herrer fra Four Jacks ved den 10. udgave af Danmarks Indsamling, hvor værterne Louise Wolff og Nikolaj Koppel stod i spidsen for showet, der resulterede i 97 millioner indsamlede kroner til 17 konkrete projekter med fokus på ekstrem fattigdom. De fire Jacks optrådte med et lille udpluk fra deres seneste show ”Four Jacks for altid”, som havde premiere sidste år, og som i øvrigt kunne opleves på turné igen i sidste halvdel af 2016.

Særligt første halvdel af året var kalenderen godt fuld af koncerter med Stig & Vennerne, som ud over halballer og fester i Top Charlie-størrelsen nu også kunne opleves i den akustiske version, hvor der er skruet lidt ned for tempoet og lidt op for anekdoterne. De akustiske koncerter er ligesom de øvrige koncerter med Stig & Vennerne en hyldest til Flemming ”Bamse” Jørgensen og den enestående musikarv, han efterlod os.

Der blev også tid til flere velgørenhedskoncerter i år med bl.a. arrangementer til støtte for Julemærkefonden og en storslået velgørenhedskoncert til fordel for Cykelnerven i forbindelse med John Christoffersens 30-års jubilæum d. 8. maj i Vejle Musikteater.

Igen i år kunne bornholmerne og turister på øen nyde de hyggelige sommerkoncerter ved Pandekagehuset i Gudhjem. De fire koncerter bød på et bredt udvalg af favoritter, heriblandt Elton Johns “Can you Feel The Love To Night” fra Disneys ”Løvernes Konge”, “Menneskesøn” og “Du’ mit hjerteslag” fra Tarzan, Chris de Burghs smukke ”Lady in Red” og musicalhits som ”Morgen på Atlantis”, ”There’s A Light At The End Of The Tunnel” og ”Anthem”. Som altid var der en fantastisk stemning omkring den lille scene på den smalle, skrå gade.

Efter en kort sommerferie var august måned fuld af endnu en række koncerter med Stig & Vennerne, inden de fire Jacks – Keld Heick, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Stig – igen kunne opleves med deres tredje show ”Four Jacks for altid”. Showet kunne i denne omgang opleves i perioden 8. september til 2. oktober, kun afbrudt af en enkelt gospelkoncert i Brændkjærkirken i Kolding d. 15. september.

Den 8. oktober bød på en intimkoncert i lidt usædvanlige omgivelser, da Stig gav koncert i Margrethekirken i den sydspanske by Fuengirola. Sætlisten ved denne koncert bestod af et håndplukket udvalg af Stigs egne favoritter og dermed også af en god blanding af både danske og engelske klassikere fra musical-, gospel- og popgenren.

Danmarks Største Halbal løb af stablen d. 29. oktober i Jyske Bank Boxen i Herning, og her stod Kandis og Stig & Vennerne for første gang nogensinde på scenen sammen foran 3500 veloplagte og festlige publikummer.

Der var tid til endnu en stribe koncerter med Stig & Vennerne inden årets store juleturné, som i år løb fra 20. november til 18. december.

Dagen inden årets første julekoncert havde Stig fornøjelsen af at være med til åbningen af årets Jul i Tivoli, hvor han i skikkelse af Kong Arthur tændte juletræet. Rollen som Kong Arthur er en forsmag på, hvad 2017 byder på. Her kan Stig nemlig opleves i den Monty Python-inspirerede musical ”Spamalot” baseret på filmen ”Monty Python og de skøre riddere”.

Der var intet mindre end 33 koncerter på dette års juleturné, og årets gæstesolist var det unge supertalent Andrea Heick Gadeberg, som mestrer både sang og skuespil.

Efter en veloverstået juleturné kunne Stig opleves i radioprogrammet ”Mig og musikken” under temaet ”et musikalsk møde med en kendt person”. Charlotte Mørck var vært på programmet, som kunne høres på p5 d. 25. december.